|
|
 |
Sommerferielukning på Rustenborg.
Sidste gang før sommerferien er onsdag d. 22. juni. Vi starter igen tirsdag d. 16. august.
Tilmelding og betaling til ture.
Tilmelding og betaling foregår for alle arrangementer i Huset på Rustenborgvej 1 C tirsdage mellem kl. 18.30 og 20.30 og onsdage mellem kl. 18 og 20. Der skal betales ved tilmelding. Hvert arrangement koster 30 kr. pr. person, dog højst 100 kr. for en familie undtagen Lalandiaturen, som koster 250 kr. pr. person og højst 1000 kr. pr. familie.
Søndag d. 19. juni kl. 10.00 til ca. 16.30. Zoologisk Have.
Vi mødes på Lyngby Station kl. 10 og tager herfra med tog og bus til Zoologisk Have. Kl. 13.00 samles vi i Børnezoo og spiser, så husk at tage mad og drikke med. Inden vi tager hjem giver vi is, kaffe eller kolde drikke ved indgangen kl. 15.00. Tilmelding og betaling senest tirsdag d. 7. juni. Spørgsmål om turen til Vibeke og Ole tlf. 4588 8481.
Søndag d. 26. juni kl. 10.00 til ca. 17. Sagnlandet Lejre.
Vi mødes på Ulrikkenborg Plads kl. 10 og kører herfra i bus til Lejre. En tur for alle, der har lyst til at lege vikinger i den danske oldtid. Du kan besøge Båldalen, hvor du kan sejle i udhulede stammebåde, lave ild, male mel på sten, fodre og klappe alle dyrene, hugge brænde og meget andet, fx Danselabyrinten. Husk at medbringe mad og drikke. Undervejs giver vi is, kaffe eller kolde drikke. Tilmelding og betaling senest tirsdag d. 7. juni. Spørgsmål om turen til Jannick tlf. 4583 3602.
Søndag d. 17. juli kl. 10.00 til ca. 15.00. Cirkusmuseet - prøv selv at optræde som cirkusartist.
Vi mødes på Ulrikkenborg Plads kl. 10.00 og kører herfra i bus til Cirkusmuseet i Hvidovre. Vi starter med en rundvisning på museet, og undervejs vil vores guide bl.a. lære børnene små tryllekunster. Herefter nyder vi vores medbragte mad og drikke - ude i det grønne, hvis vejret tillader det. Og så går turen over i en stor sal, hvor børnene sammen med en professionel cirkusartist kan øve forskellige cirkusnumre. Efter en times tid laver børnene en lille cirkusforestilling for os alle. Inden vi tager hjem serveres der kagemand og sodavand til børnene og kaffe eller te til de voksne. Læs eventuelt mere om Cirkusmuseet på cirkusmuseet.dk. Tilmelding og betaling senest tirsdag d. 17. maj. Der er plads til max 40 voksne og børn. Spørgsmål om turen til Vibeke og Ole tlf. 4588 8481.
Fredag d. 29. juli til søndag d. 31. juli. Knuthenborg Safaripark, Lalandia og Stevns Klint.
Kl. 8. 45 mødes vi på Ulrikkenborg Plads og kører kl. 9. 00 præcis direkte til Knuthenborg Safaripark. Der kan vi nyde synet af mange forskellige store og små dyr fra Afrika og Asien i den meget store park. De mindre børn kan glæde sig til en legeplads, der måske er Danmarks bedste. Vi spiser vor medbragte mad på stedet, og er fremme ved Lalandia senest kl. 15. Vi kan først blive lukket ind i Lalandia til vores dejlige små familiehuse kl. 16, men vi kan tage den første svømmetur fra Lalandias klit- og sandstrand. Når vi har flyttet ind i vore forskellige huse, har vi badeland og andre faciliteter til fri afbenyttelse resten af fredagen og hele lørdagen. Søndag morgen rydder vi op og kører fra Lalandia kl. 10. 20 præcis. Vi kører til den flotte Stevns Klint med den fantastiske udsigt ud over Køge bugt og spiser vores frokost. Vi er hjemme mellem kl. 15 og kl. 16. Der er plads til max. 70 pers. Tilmelding senest tirsdag d. 24. maj til Finn, Ilse eller Shayeste ved personligt fremmøde på Rustenborg. Vi behøver mobilnumre og helst også e-mail adresser. Vi skal selv sørge for mad på hele turen. For at kunne deltage skal man have bopæl i Lyngby Tårbæk, og folk, der ikke har været med før, har fortrinsret. Oplysninger men ikke tilmeldinger hos Finn: 5054 5784 Ilse: 2366 0160 eller Shayeste: 2693 7131.
Faste aktiviteter
Udover de normale åbningstider og de særlige arrangementer/udflugter – har vi følgende faste aktivitetstilbud. Alle tilbuddene er gratis.
Hjælp til indfødsretsprøven
Har du planer om at forsøge at blive dansk statsborger, vil vi gerne hjælpe dig med at forberede dig til indfødsretsprøven. Vi hjælper med at gennemgå og forstå bogen "Danmark før og nu – læremateriale om historie, kultur og samfundsforhold til indfødsretsprøve". De fleste spørgsmål til indfødsretsprøven laves ud fra denne bog, så den er vigtig at kende.
Kontakt: Jette, telf. 45 83 15 30 eller Jørgen, telf. 44 98 07 58
I 2011 holder sprogskolerne indfødsretsprøve:
• mandag den 6. juni 2011, Sidste frist for tilmelding mandag den 2. maj.
• fredag den 2. december 2011, Sidste frist for tilmelding fredag den 28. oktober.
Hjælp til danskkurser
I netværkshuset tirsdag og onsdag aften kan du, udover hjælp til danskundervisning, få information om relevante danskkurser.
Cykelkursus for kvinder
Fra 1. april vil der igen blive oprettet kursus i cykeltræning. Kurset vil være åbent både for kvinder, der har været med før og for nye deltagere. Kurset vil blive afholdt i Lundtofteparken.
Kontakt: Lone, telf. 45802770.
Hjælp til at holde børnefødselsdag
Vi hjælper gerne til med at holde børnefødselsdage.
Kontakt: Ilse, telf. 45855755 / 23660160 eller Aase, tlf. 45857386 / 23717107.
Biografklub en gang om måneden
Biografklubben inviterer piger i alderen 13 til 25 år til at blive medlemmer. Hver måned tilbydes en biograftur i Kinopalæet i Lyngby. I ser en god film og har derefter lidt hyggeligt samvær og snak om filmen over en forfriskning, så kom og bliv medlem.
Kontakt: Ulla, telf. 28941293 eller mail: ulla.gehlsen@gmail.com
Torsdagscafé i Netværkshuset (Rustenborgvej 1C) med forskellige aktiviteter
Vi har planer om 1-2 torsdage om måneden at invitere til en hyggeaften med forskellige aktiviteter. Det kan være film, introduktion til forskellige former for dans, inspirerende oplægsholdere.
Vi er en lille gruppe, der arbejder på at få gang i torsdagscaféen. Vi vil meget gerne have bidrag fra interesserede til at planlægge disse aftener.
Har du lyst til at være med i planlægningen, eller har du nogen gode idéer til disse aftener, så kontakt: Finn telf. 45884327 / 50545784, Jeppe telf. 60836112, Lone telf. 45802770, Linda telf. 40614422 / 45830438, Shayeste telf. 26937131 eller Ilse telf. 45855755 / 23660160.
Kig efter opslag i netværkshuset!
Lektiecaféerne er lukket i skolernes påskeferie (18. – 25. april).
Der er lukket på Rustenborgvej i skolernes påskeferie!
|
 |
|